Anmeldelser af bogen

Det mener andre om bogen

Lene Lund, Horslunde:

Det er en rigtig god bog både for nybegyndere og os gamle.

Uddrag af Bodil Grove Christensens anmeldelse af bogen i bladet Slægt & Data 1 2014:

DIS-Odense har udgivet en længe ventet bog om gotisk håndskrift, og den giver en indføring i emnet ved at opfordre til at skrive gotisk håndskrift for på den måde at befordre læsning af gotisk håndskrift. Bogen er velegnet til selvstudium, men kan også anvendes til mindre studiegruppers arbejde med den gotiske håndskrift…
Jeg må tilstå, at selv som dreven læser af gotisk håndskrift var der detaljer, jeg kunne lære af. De almindelige gode råd i forbindelse med læsning af gotisk skrift nævnes også, men her kunne jeg godt have brugt flere eksempler, gerne med billeder til at illustrere med…
Der er indsat 22 tekster med gotisk håndskrift, varierende fra den nemme tekst fra en skriftlæsningsbog fra 1882 til fæstebreve fra 1700-tallet, som er langt sværere at gå til. Fælles for dem alle er, at selve trykkvaliteten ikke er helt i top, desværre. Alle tekster kan dog downloades i fin kvalitet fra hjemmesiden, hvor også løsninger er lagt ind…

Redaktionens kommentar til bemærkningen om trykkvalitet: Vi er yderst tilfredse med trykkvaliteten og billedernes skarphed, og det er første gang vi får kritik heraf. Alle billeder er forsøgt billedbehandlet, så trykket i bogen blev optimalt. Måske skulle vi have udeladt 2 tekster, da de er lidt svære at læse, fordi ‘originalen’ ikke er god nok til at gengive på tryk. Det vil vi naturligvis tage med i vores overvejelser, hvis vi senere skal lave en 2. udgave af bogen.

Johanne Togeskov, Greve:

Jeg har i dag modtaget den bestilte bog i perfekt stand. Jeg vil gerne sige de pågældende forfattere tak for en fantastisk spændende bog med stof til mange timers læring og læsning.
Også tak for muligheden for at downloade de forskellige hjælpemidler på gotisk.dk. For mange år siden gik jeg til undervisning, hvor vi også lærte at skrive bogstaverne, og det er virkelig noget, der giver et tigerspring i forståelsen og læsningen af gotisk skrift.

Nani Krejsing, Svendborg skrev på DIS-Odenses Facebookside:

Jeg kan varmt anbefale bogen. Det er faktisk ret hyggeligt at sidde og skrive de gamle bogstaver!

Kristen Kristensen, Vejle skrev på DIS-Odenses Facebookside:

Til min fødselsdag fik jeg bogen om gotisk skrift. Det er en praktisk og god bog. Gotisk skrift er en stor udfordring og det belyser bogen rigtig godt.

Jytte Bræmer, biblioteksudtalelse:

… Sammenligning: Bogen er en kærkommen afløser og supplement til Georg Simons: Gotisk skrift: Læsning af historiske kilder, 1992… Samlet konklusion: En indføring i at skrive og læse gotisk skrift.

Inger Buchard:

Endelig en lærebog, der tager fat i processen at lære gotisk håndskrift … Bogen bør bruges som øvebog, og som sådan er den gennemprøvet. Det mærker brugeren hurtigt: de spørgsmål, der melder sig, dukker op i næste læringsrunde – det var svaret, jeg fik, da jeg spurgte et par ganske rutinerede læsere, der har købt bogen. De er meget glade for de huskeregler, der bliver præsenteret. De bruger bogen til selvstudium.
Bogen kan også bruges som opslagsbog, og som sådan har jeg brugt den: et alfabet med små og store bogstaver suppleres med en liste over de særtræk, der adskiller næsten ens bogstaver fra hinanden. Man finder hurtigt et svar på, hvad det er man skal se på for at vide, om man har f.eks. et W eller et M stående foran sig … Alt i alt et rigtig godt redskab for brugere på alle niveauer.
Læs hele anmeldelsen her.

Palle Bundgaard på www.historie-online.dk:

Bogen er udgivet af DIS-Odense (Databehandling i Slægtsforskning), som i fem undervisningsperioder har samlet undervisningsmaterialet til denne bogudgivelse.
Slægtsforskere og andet godtfolk har et stigende behov for at kunne læse gotisk skrift, og også i et eller andet omfang at kunne skrive gotisk tekst. Studerende og forskere ud i historie får med denne bog en rigtig begyndelsesnøgle til mysteriet – gotisk tekst.
Bogen er meget pædagogisk bygget op, og via learning by doing overvindes frygtens barriere, og man fanges af den lette tilgængelighed. Bogen er velegnet til selvstudium, men også som undervisnings-materiale, hvis man er flere, som ønsker at arbejde sammen.
Som supplement til bogen findes hjemmesiden www.gotisk.dk, hvor man på PC’er kan downloade bogens gotiske tekster, gotisk skrivepapir og meget mere, hvilket absolut fremmer indlæringen af de enkelte bogstaver.
Bag i bogen findes en side med links til hjælp og støtte i det videre arbejde med dokumenter skrevet før år 1900, og en side med kildehenvisninger til brug ved det fortsatte arbejde med det gotiske.
En rigtig ”arbejdsbog” der letter tilgangen for begynderen, der får svært ved ikke at fordybe sig yderligere.

Hanne B. Stegemüller:

…selv om jeg ikke er nået ret langt, kan jeg allerede nu mærke, at det at skrive bogstaverne, giver en helt anden fornemmelse… Læs resten af Hannes Blog her.

Anni Fleuron Dahl skrev på forum:

Jeg har modtaget bogen. Jeg må sige den overstiger mine forventninger. Den må være alle slægtsforskeres drøm. Den kan jeg godt anbefale.
Det er en rigtig god måde at lære gotisk fra bunden. Jeg troede jeg kunne det nogenlunde før. Men efter at skrevet alfabetet med små og store bogstaver på de ark man kan printe ud, har jeg lært det på en rigtig god måde.
Som før sagt den bog er SUPER god. 🙂
Så nu går jeg i gang med at skrive sætningerne. Er ligesom at komme på skolebænken igen.

Bo Skjoldhof skrev på Facebook:

Bestilte den torsdag aften og allerede lørdag landede bøgerne her i den sjællandske idyl! Utrolig gode leveringsbetingelser!

Hans Poulsen skrev på forum:

I forgårs lå en smuk, indbydende bog om gotisk skrift i min brevkasse; men jeg tør ikke åbne den på denne side af den 24. december, da et hav af husmoderlige pligter kalder i disse dage.

Jette Olsen skrev på forum:

Har modtaget en utrolig flot bog, og jeg må sige jeg er overrasket. Har været på hjemmesiden, og hold da op for et flot materiale der ligger klar til at blive arbejdet med…